En tidsovervejelses-🧵 For tiden går jeg lidt og tænker … Hvordan skal det egenligt overhovedet hænge sammen, det her liv? Et døgn har 24 timer. Det forventes, at vi sover 8 af dem og arbejder de næste 8. 1/?
En tidsovervejelses-🧵 For tiden går jeg lidt og tænker … Hvordan skal det egenligt overhovedet hænge sammen, det her liv? Et døgn har 24 timer. Det forventes, at vi sover 8 af dem og arbejder de næste 8. 1/?
Tid ER en mangelvare. Men der er også mange "skal" i din tråd. Jeg håber, du mener "vil", for ellers bliver det blot et ekstra pres oveni, hvis det er andres forventninger til livet, der halses efter. Pas på dig selv - og så er det en ringe trøst, men der bliver mere tid når børn bliver større 🙂
Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg sover 11 timer i streg og er træt resten af tiden
Der er ikke tid nok. Slet ikke, når man som os havde barn, der var syg hele vinterhalvåret, og en dødsyg svigermor, der også skal hjælpes. Havde vi råd, betalte vi os fra alt: rengøring, havearbejde etc. Nu får det hele lov at sejle, Yrsa er første prioritet.
Så længe hun glad og nogenlunde ren på kroppen og i tøjet. Så er det sådan. Men jeg hader det.
Da vores børn var små, boede vi i bofællesskab (52 ejerboliger + 300m2 fælleshus) med (mulighed for) fællesspisning 6 dage om ugen. Flere par har børn i samme institution, så fælleshentning en mulighed. Det hjælper på det.. men det er en boform som ikke alle er til.
Der er ikke tid nok. Gør tre ting: 1. Jeg puljer. Transport er motion, legepladstid er kvalitetstid og motion, Tv-tid er også arbejdstid, så jeg kan gå lidt tidligere. Lige som lejligheden kun har rum med flere funktioner, har tid ofte flere funktioner.
Hov. Det gør lød da vildt beordrende. Det var sådan et implicit Nexus, så altså. Jeg gør tre ting
2. Jeg trøster mig med, at min generation gør det bedre end dem før. Vi er meget mere sammen med vores børn, end vores forældre var. 3. Jeg accepterer, at jeg ikke kan være alt nu. Jeg skærer hjørner. Lader rengøringen stå, laver hurtig mad, køber ready-made, lader ham se TV, når jeg ikke magter
Det er altså bedre “rules for life”, end ham der den canadiske psykolog kan levere, det der. 😀 Kan godt lide det med at pulje.
Jeg ved jo også godt, at jeg er et ret effektivt og praktisk menneske. Det er klart ikke for alle. Men multifunktionelle rum er jo også måden, vi kan være tre i en treværelses. Og det skærer jo så også i rengøringstiden – som jo også er motionstid
Tak for at være ærlig, for man kan simpelthen ikke være det hele. Vores børn har sikkert også for meget skærmtid, vi spiser nok for mange ultraforarbejdede fødevarer og børnene når absolut heller ikke at læse de 20 min. om dagen, som skolen siger de skal. Men vi forsøger at have det sjovt og fungere
Et par ting, der har hjulpet os .. ymmv .. 1) Lad legetøjet ligge og flyde fra dag til dag, skovl kun sammen, når der skal gøres rent, i praksis i weekenden 2) Maduger og samlet indkøb. Vi tager ugerne på skift, laver madplan søndag, afhenter BilkaToGo mandag på vej hjem fra job
3) Træk på bedsteforældre for at få en fridag sammen af og til, og kom ud af huset. Guld værd. 4) Det er nemmest at påskønne i retrospekt, men det er kun nogle få år, hvor det er rigtigt presset. Når de bliver større, bliver alting meget nemmere.
Som én der har fravalgt børn, og står på sidelinjen og ser folk slide sig selv og deres ægteskaber i stykker, har jeg en meget stærk fornemmelse af, at 2X37 timers job (plus ofte mere i mange brancher) dybest set er uforeneligt med at have små børn og et liv ved siden af.
Selvfølgeligt hænger det ikke sammen. Vi har en et arbejdsmarked der er bygget til, at alle, der går på arbejde, har en kone derhjemme.
I 1960erne kunne en familie have hus på én indtægt. I dag er man heldig, hvis man på to indtægter i den højere middelklasse har råd til at pendle 1,5 time til sit arbejde. Og vi har som samfund aldrig været rigere. Jeg fatter ikke, at folk finder sig i det.
Det hænger ikke sammen 😅 Når man er småbørnsfamilie burde man ved lov skulle arbejde mindre. Der er simpelthen ikke tid til det hele.
Kan jeg så ikke få ekstra ferie, please? Jeg ved ikke, hvordan helv... jeg formodes at få feriedage til at slå til mht. lukninger, skoleferier osv., når jeg er EN person med 6 ugers ferie om året, hvor "alle andre" har sammenlagt 12 uger. Hvis mit job ikke var så fleksibelt, ville jeg være LOST.
Det er vanvittigt det der 😅 og så dertil barns sygedage
Netop. Så kan jeg please få hendes fars ferie overført, der jo p.t. er gået tabt?
300 tegn bliver nok for lidt. Fik børn under studierne, hvor tid var den eneste ressource vi havde. Børnene har været der i hele karrieren, og jeg har løst mine opgaver, men aldrig siddet 37 timer på kontoret. Pleje af parforhold? = hygge/lege med eller kigge på børn der trives og slås og græder.
For lidt rengøring, hus der rodede, have der groede og hus der led. Mad der var lødig men ikke avanceret. Mens børnene blev til skønne unge mennesker, var der for lidt søvn og motion. Så det skal indhentes og vægten ned før det er for sent. Men børnene kom først og det fortryder vi ikke et sekund.
Det man ikke når i dag, kan man kigge på i morgen, eller skubbe ind under sofaen, der kan skiftes til en pæn, når børnene er fløjet
Men det passer jo ikke. Man kan jo ikke skubbe madpakker, aftensmad, rent tøj, øjenkontakt, at lave et puslespil sammen, arbejde og søvn ind under sofaen. Den ville ende oppe under loftet og børnene blive hentet af kommunen. Der. Er. Ikke. Tid. Nok.
Nej, der ER ikke tid til at nå alt det, man skal og vil og bør. Folk prioriterer forskelligt, og det du nævner ville nok netop ikke ende under sofaen. Kommunen kom ikke, og de ældste flyttede først som 21-årige. Alenetid, parmiddage, træning eller stoleleg på kontoret nåede vi måske ikke rigtigt.
Det handler om prioritering 😁😁 Små børn små udfordringer
Gal, et irriterende svar. Den sidste sætning er decideret ubrugelig for småbørnsforældre, selv om man står med store børn og tænker “gid udfordringerne var lige så små, som da børnene var små.” Men det er jo retrospektivt. Hvad har du og din partner valgt fra, i jeres “prioritering”?
Dude.
Hvordan prioriterer man mellem kvalitetstid med sit barn og madlavning og den slags? Og hvordan er det en "lille" udfordring at tiden ikke slår til mht. basics (ting som træning, egne interesser og parforhold er på 0 timer i mit liv allerede og søvn på 6½)
Ja. For det handler ikke en skid om pRiOrItErInGeR. Det handler om, at der, helt basic, ikke er tid nok. I øvrigt er “små børn, små problemer” det værste lort, at fyre af. De fleste med børn bliver skilt når yngste barn er omkring 5 år. Hvorfor mon?!
Der er overhovedet ikke tid nok. Og dem der tror, at der er, har typisk selv haft mulighed for deltid, rengøringshjælp, bedsteforældre i nærheden til at tage over mht. børnene og andre enormt privilegerede udgangspunkter.
I sig selv er det i øvrigt privilegeret bare at være to forældre. Det ved du godt, Anna, men det glemmer mange andre - uanset om den ene forældet intet laver, så KAN man lige tage til træning morgen eller aften, eller noget. Aleneforældre til mindre børn er bundet af barnets rammer og døgnrytme
Hvilke prioriteringer tænker du på?
Nemt! Man lader bare være med at sove, når børnene bor hjemme. Nej, det er en svær balance. Nogle dage er der tid til god mad, rengøring og motion og andre dage er der ikke, og det må man så prøve at forlige sig med. Man kan nok bare ikke få det hele hver dag.
Men selvom der ikke bliver tid til det hele hver dag, går det jo ikke op.
Nej enig :-) Men vi deler jo så opgaverne herhjemme. Det hjælper da på det.
Det hænger heller ikke sammen. Tre børn med 2 års mellemrum samt to fuldtidsjobs har slidt som intet andet kunne. Hvis jeg kunne ville jeg lave de tidlige år med børn om. Lige nu? Livet er fantastisk. Masser af tid til hobbies, nørderi, ud at spise, forkælelse - kæmpe kontrast
Sjovt du har det sådan. Vi fik 2 børn med 4 års mellemrum, og (syntes jeg) lidt for sent. Hvis jeg kunne gøre det om ville jeg gerne have haft minimum 1 mere og gerne tidligere. Man vil altid have hvad man ikke har…
Du misforstår. Jeg ville ikke lave børne-intervallet om. Jeg ville være gået ned i tid, prioriteret mit liv anderledes
Yep. Misforstod. Deri er jeg enig. Mindre arbejde. Mere familie.
Helt klart. Jeg gjorde det faktisk ved alle tre, holdt ekstra barsel. Det var altså ikke normalt for en mand dengang, kan jeg afsløre. Men det smittede blandt mine kollegaer, som min daværende chef bemærkede 😁
Hvad ville du have lavet om, hvis du kunne?
Med den viden jeg har i dag, og med den økonomi dengang versus nu (jeg hører det samme fra mange andre i samme aldersgruppe), så ville jeg have “købt” mig/os mere tid dengang. Dengang vendte vi hver en krone, i dag kan vi ikke nå at bruge dem (groft sagt). Vi gør det forkert, livet
Hvis man virkeligt gerne ville have folk til at få flere børn, kunne det jo være, man skulle overveje at få sliddet jævnet lidt ud. Bare lidt.
Husk nu, du gør det for samfundet, Anna
Mit arbejde kan nåes på cykel, men transporttiden er alligevel ca 1 time pr dag. Når jeg skal hente og bringe, er den snarere 1,5. Vi skal spise god og hjemmelavet mad. Det tager vel i snit ca 1 time, hvis vi lægger indkøb og tilberedningstid sammen. For ja. Det tager altså tid at lave mad. 2/?
Vil man leve et godt liv, skal man bevæge sig. Gerne 1/2 time om dagen med pulsen op. Lægger vi et bad til efter og måske transport til træning, tager det vel 1 times tid. I øvrigt skal vi også nå at gå mindst 10.000 skridt, strække ud og nyde dagen. Hver dag. Den er jo ikke givet, vel? 3/?
Vi skal også være sammen med vores børn. Gerne aktivt. Lege, snakke, spejle. Mindst 1 time om dagen! Selvom mange nok vil mene, det er i underkanten. Hos os tager putningerne - fra starten af indflyvningen med tandbørstning, højtlæsning, sang og holden i hånd, til de sover, omkring 1,5 timer. 4/?
Så skal der ryddes op. Opvasken tages, opvaskeren tømmes, ud med skrald, rydde køkkenet, stuens gulv genfindes og vasketøjet lægges på plads - hvis det da er taget ned. Ellers skal det også gøres. (Køleskabet lugter af fermenteret ræv. Det ignoreres) Det tager vel 1 times tid, alt i alt. 5/?
Nu er der 1 time tilbage. I den skal der være tid til at pleje parforholdet, for det er vigtigt at passe på kærligheden! Man skal også gerne sørge for at gøre noget godt for sig selv, for man kan ikke hælde fra en tom kop! Og husk også det sociale liv, for it takes a village, som de siger. 6/?
Og så er der weekenderne. Hvor gulve skal vaskes, børn skal til svømning, sengetøjet skiftes, venner besøges, der skal repareres noget og alt det andet, som bliver skubbet foran en, som var man en møgbille, der i stedet for lort skubber dårlig samvittighed og bristede illusioner. 7/?
Vinduerne trænger i øvrigt også til en pudsning … Hvordan skal det hænge sammen? Vi har ikke engang et hus. En have. Eller sære, tidskrævende hobbyer. Vi er helt standart. Far, mor og to børn i en lejlighed i byen. Så jeg forstår det ikke. Hvorfor hænger det ikke sammen? Hvorfor? 8/8 🧵slut
Det ændrer sig, men det er ulogisk hvordan man mangler tid og overskud i starten af familielivet. Vi forsøgte at ignorere andres forventninger og finde en stil der passede os. Men det er hårdt, men for mig har det været det hele værd.
Forventninger.
Hvilke forventninger tænker du på?
Jeg tænker, at sådan et liv ikke hænger sammen, fordi det er urealistisk (uden at brænde sammen). Forventningerne er for høje.
Vi skal være robotter uden behov og følelser. Følge programmet striks uden refleksioner og ikke beklage os! Søvn er opreklameret, da vi “fint”, kan klare os på 6 timer. Så her har du 2 timer dagligt mere. Vent nåh nej - vi er ikke robotter. Ærligt, ved jeg ikke hvordan vi alle fortsat er i live.
Vi har ikke en gang børn, og jeg studere hjemme men hjemmet ligner en krigszone, mens vi kravler rundt for at nå alle ender.
Av, den her tråd rammer godt nok plet ift min lille famile. Når nu regeringen gerne vil have at vi skal få flere børn, så er det lige præcis her der burde sættes ind.
Nej da, Mikkel. Der er ingen grund til at lave om, på de strukturer, der helt åbentlyst er fuldstændigt håbløse. Vi skal bare give 10.000,- (for det må være RIGELIGT) til damerne, som en slags statsfinansieret push present. Så skal de nok komme i gang med at ruge!
Det er få dage siden, jeg højt sagde i telefonen; “hvordan har folk tid til kærester?”, netop fordi jeg synes, mit program er helt fuld de fleste dage. Det behøver i hvert fald ikke presses mere — og det er “rart” at vide, der trods alt ikke er en partner, jeg “skuffer” med manglende energi og tid.
Det er jo nok noget af det som gør så mange bliver skilt, da det ikke er tid til parforholdet 🤷♂️
Betal jer fra alt hvad I kan, fx rengøring og vinduespudsning - hver en krone værd. Hvis vi har effektiv professionel rengøring fire timer hver anden uge, sparer vi selv ti timer, så vi det som en mulighed for at købe fritid.
Min gamle svigermor sagde; de penge man bruger på rengøringshjælp køber man livskvalitet for
Good for svigermor. Hvid rengøringshjælp koster ca 200 i timen. Pt betaler vi 6283,- for institutionspladser. Den form for livskvalitet har jeg ikke råd til.
Fantastisk tråd! Tusind tak. (Hov og du glemte...og...og... 😉)
*Jeg* er rundtosset, og jeg har ikke engang børn. Jeg begriber ærligt ikke, hvordan I får det til at fungere bare en lille smule 😮💨
Jamen grundlæggende hænger det jo ikke sammen. For mig at se er man nødt til enten at den ene går ned i tid, at man betaler sig fra nogle af opgaverne i hjemmet, eller man får hjælp af bedsteforældre eller lignende. De muligheder har alle selvfølgelig ikke. Og så ender du et sted, hvor folks 1/2
Hverdag ikke kan hænge sammen, og man ikke kan nå alle de ret essentielle opgaver, du nævner. Og så ender det med at folk bliver skilt, lever af ultraforarbejdede fødevarer, pacificerer deres børn med iPad etc.
Og bliver syge og ulykkelige!
Arbejder 8 timer sover desværre kun 4-5 timer i døgnet,så er der resten af dagen,træning, madlavning.. og så orker jeg ikke mere
Rengøring mm er henlagt til weekenden
Vinduerne er ikke blevet pudset siden den store var lille for 5 år siden 😂 Robotten støvsuger dagligt - vi skal bare lige rydde det værste. Man skulle have sig nogle flere bedsteforældre... Men jeg vil jo for hulen også gerne selv lave noget med børnene, men det er svært at mase ind.
Vi har valgt at jeg er hjemme og alligevel ligner lejligheden en krigszone - vi vores venner ser vi sjældent - tid til at være et par kan jeg ikke huske hvornår skete sidst. Vores mindste skal mandsopdækkes alle vågne timer, og teenageren - ja han er teenager. Min løsning er at sove mindre.
Det er, ægte, ikke til at holde ud.
Der er ikke noget alternativ (for os)
Jeg tænker, at den tid man gennemlever de år som småbørnsfamilie er den jordiske version af skærsilden - kommer man godt igennem, så venter livet i en venligere stemt udgave på den anden side.❤️
Ja, og hvis man ikke gør, så går man ned med stress eller bliver skilt. Det er da ikke godt nok.
Nej man forstår godt, at der i disse år er kæmpe stigning af unge der vælger at arbejde deltid. www.dr.dk/nyheder/indl...
af præcis samme grund vil jeg meget gerne holde mine weekender fri... Min hustru er derimod enormt social og får energi den vej igennem - me, not so much. Det hjælper lidt at vi på skift har dage med motion etc om aftenen, og børnene vil også hjælpe lidt til med madlavningen så det bliver hyggeligt
men derudover er der sgu ikke meget hygge eller sjov i hverdagen :/ Af samme grund gør jeg nu noget for at få mere hjemmearbejde, og så kan jeg arbejde lidt mens konen lægger børnene. Og hun det samme, andre dage. Det hjælper på den mentale "luft" der er behov for
Kender det og så er det endda uden børn i ligningen. Vi var trætte af, at få weekenden 'ødelagt' af rengøringstjansen, så vi har simpelthen hyret en til rengøringen, så vi kun en gang i mellem skal give huset den helt store tur.
Hvis du cykler til og fra arbejde hver dag, så bevæger du dig allerede mere end ½ time dagligt. Så der sparede du lige en time.
Jeg kører på elcykel - fordi jeg transporterer børnene i den. Så det tæller, desværre, ikke 😊
Vores måde at løse det på: I bund og grund rodet og beskidt hjem. Men god mad, det er vigtigt.
Jeg forstår godt prioriteringen. Men jeg får det så dårligt mentalt, når der ikke er bare nogenlunde rent og ryddeligt hjemme. Så prøver at tage lidt hver dag. Selvom det aldrig rigtigt lykkes at komme i bund.
Efter jeg havde et benbrud, da min søn var 2 år og med en mand, der var opereret for 4 diskusprolapser, fik vi rengøringshjælp en gang om ugen. Jeg var tvunget til at rydde det værste op, og så gjorde hun rent hver fredag. Jeg fik også grønt fra Aarstiderne
Og det har alle småbørnsfamilier selvfølgelig råd til, især aleneforældre, det i forvejen er max. presset. Det er ikke en løsning at præsentere.
Det kan jeg godt forstå, man skal kunne være i det, det er mega hårdt med små børn og fuldtidsarbejde, men heldigvis kun i en periode.
Børnefamilielivet er mig en gåde. Hvordan er det tænkt I skal lykkedes at komme igennem som hel familie, uden stresssygemeldinger eller skilsmisser?! Jeg bøjer mig i støvet! Og minder mig selv om, hvor vigtigt det er at jeg hjælper mine venner med barsels/rengøringsdage og børnepasning/hentning.
Jamen, jeg forstår det ærligt heller ikke rigtigt. Jeg tror, at den eneste grund til, at det er sådan, er at folk kæmper så hårdt for at overleve, at de ikke har overskud til at kæmpe for forandring. Og når man så er på den anden side, slår den fortrængning, det også ses her i tråden, ind …
Veninde venter nr 3 under 5år. De er nødsaget til at hun går på deltid, da den afd hun er i, flytter og hun ikke kan nå at hente til tiden. Men deltid (30t) gør det ikke nemmere at betale institutionen. De var mere end trætte. De vil bare gerne en stor familie. Men… Tror det en meget rigtig pointe
Jeg har selv lavet det samme regnestykke tusind gange og fået samme facit. Der er ikke tid nok til at nå alt det der kræves for at opretholde et nogenlunde niveau i livet. Det er sørgeligt at vi skal bruge så meget tid væk fra hjemmet og familien.
Det er bare … så forkert. Og jeg bliver helt modløs over at vi, i den her ekstremt privilegerede del af verden, hvor vi ikke bare er toppen af kransekagen, men fucking GLASUREN på toppen af toppen, ikke kan lykkes med at skabe et mere sammenhængende og godt liv. Hvorfor?!
Fordi russerne ikke holder fri /Mette
Grrr. Russerne min bare røv.
Jeg fatter det heller ikke Vi har rigeligt råd til at gøre livet bedre for alle, men nogen insisterer på at vi skal bruge det meste af vores liv på at stresse over at vi netop ikke kan finde balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi kunne sagtens indføre deltid for alle og stadig være rige.
Livet er hårdt, men alternativet er værre. Jeg har i perioder haft kortere arbejdsdage (gået lidt ned i tid) eller arbejdet lidt om lørdagen for at få det til at hænge sammen. Og det skønneste i verden er børn, så derfor prioriterer jeg tid sammen med kiddo frem for alt andet.
Det eneste jeg tænker du kunne prioritere væk er “motion”. Med ca. 2 timers cykeltur 5 dage om ugen, et arbejde hvor du sikkert går mange skridt, og en eftermiddag/ aften med buk og vrid og endnu flere skridt, kan der umuligt være underskud på den konto.
Jeg kører på elcykel. Og efter jeg er begyndt at undervise, skal jeg gøre mig ret umage for at få mine skridt op på de 10.000. For det tager lang tid at gå.
Iflg Bente Klarlund er 8.000 skridt tilstrækkeligt. Uanset hvad, du gør det godt!
Men 2 børn, hvor den ene kræver lidt ekstra, må vi efterhånden indrømme at man ender med at nedprioritere ting, græsset bliver ikke slået så tit som det burde, det samme med hækken, små ting der burde repareres bliver udskudt, men det er ikke noget man går med stolthed
Madlavningen er efterhånden næsten det største problem At skulle aktivere 2 unger mens man laver mad er sgu en udfordring
Ja! Det er et vanvittigt tidspunkt. Og det betyder jo også, at man tit er kampstresset og børnene er helt ude i tovene, når man sætter sig ned til det, der burde være en hyggelig og afslappende halv time, men som (alt for) ofte bliver det fuldstændigt modsatte.
Det ender nemlig desværre lidt for tit med at være en super stresset spise situation